-
Kong Charles drikker traditionelt rusmiddel på øbesøg i Stillehavet
来源: BDK Borsnyt / 24 10月 2024 02:21:27 America/Chicago
Under en ceremoni i østaten Samoa i Stillehavet torsdag blev den britiske kong Charles torsdag præsenteret for et traditionelt samoansk rusmiddel, som han drak af en halv kokosnød. Det skete i forbindelse med kongens besøg i østaten, der ligger cirka midt mellem New Zealand og den amerikanske delstat Hawaii. Han og dronning Camilla er på en 11-dages rundrejse i Australien og Samoa. Begge er Commonwealth-stater. Kong Charles drak den pebrede, let berusende roddrik kava, der er en vigtig del af kulturen i Samoa. Den er lokalt kendt som "ava". Kava-rødderne blev ført rundt i det festtelt, hvori ceremonien fandt sted, og rødderne blev filtreret gennem en sigte lavet af tørret bark. Da drikken var klar, skreg en samoansk mand, mens han hældte drikken over i kokosnødden. Herefter rakte han den til kong Charles. - Må Gud velsigne denne ava, sagde kong Charles og drak af den berusende drik, mens dronning Camilla så på. Derefter blev kong Charles udnævnt til "overhøvding" af byen Moata'a, hvor besøget fandt sted. Byen havde set frem til besøget, sagde byens høvding, Lenatai Victor Tamapua, forud for monarkens ankomst. - Vi er beærede over, at han sagde ja til at komme til vores by. Så som en gave vil vi gerne give ham en titel, siger han. Besøget bød desuden på en rundvisning i de lokale mangrover, hvor høvding Tamapua tog emnet om klimaforandringer op. - Vi er afhængige af mangroveområdet for at kunne fange krabber og fisk, men i løbet af de sidste 20 år er tidevandet steget med omkring to eller tre meter. Det æder vores rev, sagde han. Kong Charles har givet tydeligt udtryk for, at der er behov for reel handling for at få vendt udviklingen med klimaforandringer. - Jorden tilhører ikke os. Vi tilhører Jorden, sagde han under en tale ved COP28 i Dubai sidste år. Kongen er også i Samoa i forbindelse med et møde med lederne fra Commonwealth-landene, hvor han skal holde tale. Landene skal udpege en ny generalsekretær fra et afrikansk land i tråd med den regionale rotation på posten. Alle tre mulige kandidater har udtrykt, at de vil kræve erstatning for slaveri og kolonialisme. Også klimaforandringer står højt på dagsordenen. Commonwealth er en sammenslutning af engelsktalende lande, hvoraf mange har været britiske kolonier. /ritzau/afp/ https://www.berlingske.dk/internationalt/kong-charles-drikker-traditionelt-rusmiddel-paa-oebesoeg-i